Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Strandboulevard, København. 19. august 1911

jeg forfærdes over Menneskehedens Dumhed

Strandboulevard
Kjøbenhavn 19 August
11

Kjære Pontoppidan

Det gjør mig svært ondt, at Deres Bedring ikke gaar glat for sig; De har, som saa meget yngre, langt mere Ret til gode Aar end jeg, og jeg indbildte mig, at De nu var ovre det Hele. Vi arme Mennesker kan jo ikke lade være at tro hvad vi ønsker. Og en Lykke er det alligevel; ellers holdt vi ikke Gjenvordigheder ud.

Min Tilstand er for Øjeblikket taalelig, om end Benet er ubrugeligt til en Gang paa mer end nogle Skridt, endnu.

Hvad Skotland angaar, da har jeg alt i et Fjerdingaar været indbudt 2 til St. Andrews for at modtage Doctorbaretten og helst holde en lille Tale i den Anledning, hvad der er grundkjedsommeligt. Men hvis jeg bliver saa rask, at jeg kan rejse, synes jeg, det er en Slags Pligt at tage mod alle de artige Indbydelser dèr, da jeg aldrig har set Skotland eller et skotsk Universitet. De eneste, jeg kjender lidt til, fra St. Andrews, er den store (og kaade) Lærde Andrew Lang, og en lille rørende Studentinde Miss Lettie Steel Hutton, der har søgt mig og skrevet til mig. For en 4-5 Aar siden fik jeg fra hende et af de smukkeste Breve, som skildrede hendes overvældende Lykke, hun havde truffet den Mand, hun elskede af hele sit Hjerte og af hvem hun blev gjenelsket, han var et Ideal af Skjønhed, Ridderlighed, Aandsadel og rig paa Kundskaber som paa Færdighed. 3 To Maaneder efter kom Brev fra hende, at han pludselig var død af en Sygdom. Hun er lærd og klog og kjøn, men jeg har kun seet hende 10 Minutter for 5 Aar siden og har glemt hendes Ansigt. Der er anvist mig Bolig i en Park hos en rig Dame, en Miss Shermanson; jeg gyser ved at det er en Miss, saa er hun mindst 60. Men jeg skal høre Lord Balfour tale og se Studenternes Fakkeltog og Drikkegilder.

Hvad Dekorationer angaar, blot dette: Da man i Aar overbragte Anatole France Insignierne som Commandør af Æreslegionen, afslog han at modtage dem, han vilde ikke avancere, da Victor Hugo, over 80 Aar gammel, var død som Officer af Æresl. og Lamartine lige saa gammel kun var Ridder. Sammenlign, at Grosserer Hasselbalch – for en fransk Udstilling – krævede og fik 4 Udnævnelse som Kommandør af samme Orden, og at Ludvig Bramsen er Storkors af Æreslegionen, fordi han som Minister intrigerede for at belønnes, da han havde udgivet en Katalog (uden Illustrationer) paa Fransk over de Medailler, der i sin Tid blev slaaede til Ære for Napoleon I. Han har skænket mig samme Katalog, over af hvilken han er stolt, og den er selvfølgelig Ulæseligheden selv.

Da det svenske Akademis Sekretær Wirsén lavt anslaaet (som Journalist i 40 Aar) har skrevet mindst 600 eller 700 Gange imod mig, vilde jeg, selv om jeg var indstillet fra Danmark, aldrig kommet [læs: komme] i Betragtning. Men selv bortset fra vore ikke faa betydelige digteriske Talenter kunde man have anbefalet Oldingene Høffding eller Troels Lund uden at kompromittere sig.

Har jeg nogensinde fortalt den følgende 5 Snurrighed: Da Nobels Testamente blev bekjendt, Belønningen til det bedste Værk i idealistisk Retning, spurgte jeg Nobels nære Ven, Astronomen Mittag-Leffler i Stockholm: Hvad er idealistisk, hvad mente Nobel dermed? "Det er let at sige," svarte Vennen; "han var Anarchist; med idealistisk mente han det som indtager polemisk eller kritisk Holdning overfor Religionen, Kongedømmet, Ægteskabet, Samfundsordningen i det Hele."

Som De maaske véd, var Testamentet saa skjødesløst skrevet – endda med Blyant – at som Uddeler af Præmierne nævntes kun Akademien i Stockholm. Nu er der to: Vetenskapernes og Svenska Akademien. Man enedes da om at lade det sidste alene uddele den literære Præmie, og saaledes blev den lagt i Hænderne paa afdankede Bisper og gamle dydige Professorer.

6 Den lille Artikel om Don Quixote er virkelig, som De formoder, skrevet om Natten i Sengen (med Blyant som Nobels Testamente). Den er skrevet under Indtryk af mit sidste Aars Bibelstudier. Jeg har sat mig ind i de sidste 10 Aars Forskning paa dette Omraade, især i England (hvorfra alle fritænkerske Tidsskrifter sendes mig, saa jeg har hver Uge flere) og i Tyskland.

Jo mer jeg tænker derover, des mer forfærdes jeg over Menneskehedens Dumhed. Jeg er vendt tilbage til det 18. Aarhundredes Opfattelse. Det bevidste Bedrag, den bevidste Løgn er anvendt til Religionens Udformning efter en Maalestok, faa aner. Næsten Alt er – ikke ubevidst Mytedannelse – men Løgn. Og den umaadelige Uvidenhed om det Historiske har fastslaaet Løgnene. Der gives mindst en Million Billeder og Figurer af den Korsfæstede med de gennemborede 7 Hænder og Fødder; aldrig er nogen Korsfæstet blevet naglet til Korset. Det var en Hungersdødstraf; Arme og Ben surredes fast med Reb.

Hele Korsfæstelsen, som den skildres, er lavet efter Steder i det gl. Testamente. (Ikke én af Apostlene eller Kvinderne var jo desuden tilstede.) Aldrig er det blevet tilladt at lægge en Korsfæstet i en særlig Grav som Joseph af Arimathæas; de blev kastede i Fællesgrave. Men det er lavet, for at Graven kunde findes tom og Muligheden af Opstandelsens Under sikres.

Mest af alle er Paulus mig imod, en lille skævbenet, hidsig, epileptisk, gennemfanatiseret Jøde uden andet Glimt af græsk Kultur end at han kjender et Par Steder af Menanders Komedier, uden endda√ at vide, hvorfra han har dem: "Slet Selskab fordærver gode Sæder etc." Han er mig en Rædsel, uvidende, forhyklet, 8 forløjet. Der er Steder i Apostlenes Gjerninger, hvor man – naar man gaar til den græske Text og ikke nøjes med vore forfalskende, usle Oversættelser, ser, hvordan det aabent tilstaas at han lyver og bruger falske Vidner, halvgal som han var af Fanatisme for sin mytologiske Omdannelse af en Person, han aldrig havde set og om hvem han intet vidste.

Nu faar De i Deres Liggestol denne lange tynde Sauce. Undskyld Snaksomheden, men jeg har ingen at tale med og kan ikke arbejde.

Deres Frue og De har det vel ogsaa i denne Sommer temmelig ensomt. Lykkeligvis er De i ren, fri Luft. Jeg beder hende hjerteligt hilset fra mig.

Deres hengivne
Georg Brandes.