Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
29. januar 1908
Deres sidste Bog var noget for hvas
29 Januar 08
Kjære Pontoppidan
Vilde De og Deres Frue gjøre mig den Fornøjelse at spise her paa Tirsdag Kl. 6. Hvis De kan komme, indbyder jeg to eller tre Mennesker desuden, ikke flere, saa De skal komme i Frakke.
De husker maaske, at Otto Benzon ifjor udsatte et Stipendium af tusind Kroner for danske Forfattere. Det er det nu min Agt, første Gang at give Dem, og det er derfor jeg tillader mig at indbyde Dem.
Men da jeg ikke vil, det skal vides, og ikke har nævnt det for et Menneske, ikke engang for Otto Benzon, beder jeg Dem 2 ikke snakke derom endnu.
Jeg har endnu ikke takket Dem for Deres sidste Bog1. Der var (som altid) meget godt i den; men den var efter min Smag noget for hvas. Det var pudsigt, at den daarlige Samvittighed lod Den, til hvem der maaske paa et enkelt Punkt var sigtet en Smule, gribe Ordet næste Morgen allerede for at lamme Virkningen.
Deres hengivne
Georg Brandes.