Georg Brandes til Sophus Schandorph
Sendt fra Havnegade, Kbhvn. 30. december 1899

besatte af dette jøderi

Kbh. Havnegade
30 Dec. [1899]

Min egen kjære Schandorph

Dit lille Brev kom nylig, mens jeg var i Berlin og levede lidt op. Vi to er ikke som den gemene Adelshob, der sender Nytaarskort, men vi tænker paa hinanden og jeg er din gamle Ven u-for-an-der-lig. Jeg skrev nylig lidt om dig (intet ugunstigt) i mine Samlede Skrifter, men du har vel ej engang set det. Jeg har igjen skrevet et Stykke i Tilskueren, som jeg skal sende dig.

Ak ja, Livet er lidt vemodigt. Men Ingen af os to vil klage. 2 Vor kjære Krøyer gjør i den bedste Mening en forfærdelig Karikatur af mig, dig derimod gjør han altid god, munter og kjøn. Men han forstaar ikke mig.

Jeg finder ej stort i sidste Del af Lykke-Per. Og jeg ærgrer mig over at han giver mig det væmmelige Navn Nathan. De Danske er som besatte af dette Jøderi. Jeg har faaet samme Opdragelse som de andre, er født her, skriver Sproget, vel saa godt som de bedste, ikke at tale om de fleste, og evigt skal jeg hedde Levi og Nathan; det er en Monomani.

Ligemeget. Skaal gamle Ven! Nytaarsskaal. Gid det ny Aarhundrede maa bekomme os vel.

Din og Fruens
Georg Brandes.