Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Rigsdagen, København. 5. december 1907
gammel Kistekærlighed til Deres Prosa
RIGSDAGEN, København d. 5 December 1907.
Kære Pontoppidan! Det er længe siden, jeg hørte eller saa noget til Dem – et Par Aar vel. De skal da have Tak, fordi De erindrede mig med Bogen1 – nu da jeg saa ganske har sagt Literatur og Kritik Farvel. Jeg læser saare lidt af dansk eller norsk nyudkommen Poesi; jeg er vist blevet for gammel eller sløv, thi det allermeste interesserer mig ikke det ringeste; heller ikke hvad der skrives om Bøgerne. Selv et opgravet Digt af Henrik Ibsen forekommer mig mildest talt uinteressant ɔ: jeg kunde ikke komme igennem dets langvarige Kedelighed. Og end ikke Jyderne ægger mig trods Rabalderet: hvis Andersen Nexø's Krøniker2 2 er betydningfulde og indvarslende den nye Saga, saa er jeg et gammelt Asen – og det passer nok.
Men jeg har en gammel Kistekærlighed3 i hvert Fald til Deres Prosa. Jeg vrinsker som Trompeterhesten før Slaget, naar jeg læser de første Sider. Hvilken herlig overlegen Stil uden Tilføjelser af kolorerede Billeder! Og jeg er saa nysgerrig efter at se hvad De vil sige denne Gang, at jeg næsten læser mig Hovedpine til, saa hurtigt gaar det, naar jeg først begynder4.
Det er en pragtfuld Bog, og De er en Mester i at se paa Folk og beskrive dem og deres indvendige Dele.
Jeg synes jeg har gjort Bekendtskab med de tro Hustruer før – men det er maaske en Fejltagelse.
Hav det godt! Jeg ærgrer mig grøn ved, at det kun blev 1500 Kr. paa Finanslovforslaget.5
Deres hengivne
Edv. Brandes