Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nordre Strandvej, Helsingør. 22. juni 1904

forsøger igen: 4000 Kr. om Aaret

EDVARD BRANDES
Østergade 23
Nordre Strandvej
Telefon 8148 108 H
Helsingør
KØBENHAVN, d. 22 Juni 1904

Kære Pontoppidan! Tak for Deres venlige Brev. De forsøder Afslaget med Deres gode Ord.

Jeg kan jo kun glæde mig til det Blad, som De vil udgive, og dog forlanger vel min Pligt som "Politikens" Redaktør, at jeg endnu gør et Forsøg overfor Dem, skønt jeg ikke selv tror paa dets Held. Jeg gaar ud fra, at Deres Blad ikke bliver et Dagblad, men at det i høj Grad vil lægge Beslag paa Deres Tid og Arbejdskraft. Hvilket vil atter sige, at De vil virke som Journalist. Hvis De nu vilde vælge "Politiken" til Felt, kunde jeg gøre Dem et langt bedre Tilbud end det i sidste Brev fremsatte. Vilde De skrive som Medarbejder alt hvad De havde paa Sinde, da vilde Deres Honorar blive til at leve 2 af. At sikre Dem f. Eks. 4000 Kr. om Aaret, skulde ikke falde vanskeligt, og mer kunde De naturligvis tjene.

Men jeg tror næppe, at De vil. Og dog maa jeg tilføje, at jeg ogsaa kan sikre Dem ubetinget Ytringsfrihed om Politik, Kirke, Stat, Teater, selv Militærvæsen – ogsaa jeg vil ikke afvæbne men have en nydelig og sirlig Hær. Jeg véd nok, at De tidligere har høstet halvt kedelige eller helt utiltalende Erfaringer ved Bladet, men nu er jeg Eneherre, og jeg sætter saa stor Pris paa Dem som Menneske Ven og Skribent, at De vilde kunne skrive ganske efter Forgodtbefindende. Pladsen staar Dem aaben.

Ja, jeg har talt og befriet mit Sind – nej, det sidste er Løgn. Det gør mig ondt, at vi ikke kan samarbejde; jeg bliver gammel og finder kun faa efter mit Sind og Hjærte. De var En af De faa, og dog forstaar jeg saa udmærket, at De vil gaa Deres egne Veje.

[i venstre margin nedefra og op:] Mon disse Linier træffer Dem? De flytter jo paa Landet – fra Hillerød!? Tak for den tekniske Meddelelse – paa mit Kort staar dog Linien. – Gid vi en Dag kunde træffes og [fortsættes på hovedet øverst på siden:] tale sammen. Hilsen fra min høje Dame og fra Deres hengivne EB.