Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nordre Strandvej, Helsingør. 19. juni 1904

Teateranmelder på Politiken?

EDVARD BRANDES
SKJOLDSGADE 8
Telefon 5117
Nordre Strandvej
Helsingør
København, d. 19. Juni 1904

Kære Pontoppidan! Jeg har følgende paa Hjærte: "Politiken" trænger for næste Vinter til en Teateranmelder1, der kan besørge alle fire Kjøbenhavnske Teatre, og jeg har – stejl ikke straks – tænkt paa at bevæge Dem dertil. Jeg véd nok, at De har drevet Journalistik og er bleven ked deraf, at De snart er enig snart atter uenig med "Politiken", at De ikke altid elsker Teatrene; men jeg har faaet den Idé, at De maaske netop nu havde Lyst til denne Bestilling. Jeg synes, De i Vinter sagde noget om, at De vilde se lidt mere Komedie nu end før.

For Bladet, for Ideerne, for den gode Sag vilde det 2 være overmaade herligt, om De lod Dem friste.

Jeg véd vel, at De bor i Hillerød, men hvad! De tager ind om Aftenen gaar i Teatret skriver om Natten, ligger paa Turisthotellet og er hjemme til Frokost næste Dag. De skal jo desuden en Gang imellem til Kbhn.

Jeg tilbyder flg. Honorarbetingelser. De erholder 20 Kr. hver Gang De besøger et Teater ligegyldigt om De skriver kort eller langt√, og desuden betaler Bladet Jernbanekort anden Klasse for de 9 Maaneders Sæson. Med gennemsnitlig 7 Forestillinger om Maaneden er det altsaa c. 140 Kr. om Maaneden. Og saa kommer De i Teatret og faar maaske desuden nogen Lyst til at skrive i Bladet om andre Ting.

Tænk herover – sig ikke nej – skal jeg komme en Dag til Hillerød og snakke med Dem? Jeg vil saa Pokkers gærne have Dem til Medarbejder. Venligst Hilsen fra min Kone

Deres hengivne
Edv. Brandes

 
[1] Teateranmelder: HVEM VAR DEN DAVÆRENDE ANMELDER? HVILKE ER DE FIRE TEATRE? Det kgl. Dagmar, Casino? og Folketeatret? tilbage