Edvard Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Politikens redaktion, Østergade 23, København. 22. november 1902

Prokrustessengen

POLITIKENs
REDAKTØR
Østergade 23
Telefon 8148


København, d. 22 Nov. 1902

Kære Pontoppidan! Vær ikke vred over, at jeg beder Dem endelig at forandre Titlen "Prokrustessengen"1. Skønt Politikens 22000 er usigeligt oplyste og kultiverede, véd ikke mere end de 1000 hvem Prokrustes var; de andre er ikke forestillede og tænker sig straks det værste 2 om hans Seng. De, som er saa sprogkyndig, maa da Gudhjælpemig kunde finde et dansk Ord, der udtrykker hvad De mener.

Vær altsaa elskelig! Jeg bygger mig for Tiden et Hus her i Kbhvn; naar dette er færdigt, maa De en Dag besøge Damen og mig, der bor i Huset.

Deres hengivne
Edv. Brandes

 
[1] : som det fremgår af den flg. brevveksling, var teksten på dette tidspunkt hverken afleveret eller skrevet færdig. Den endelige titel, "Livets Kilde", førsteversionen af Borgmester Hoeck og Hustru, omtales ikke i brevene. tilbage